Gode medarbejdere er der stor efterspørgsel på, og gode medarbejdere med ekspertise, er der endnu større efterspørgsel på.
Én af dem er ansat hos Stampes Elektro i Ringkøbing
Egil startede som altmuligmand i juni 1975, og har været her lige siden.
Interessen for Elektro voksede i det halve år og 1 januar 1976 startede Egil i lære hos Stampes Elektro.
Vi skriver 2023 og Egil er stadig en dedikeret og vellidt medarbejder, der kan sit håndværk til fingerspidserne.
Egil er villig til at gøre en ekstra indsats for at opgaverne udføres på en effektiv og nøjagtig måde. Han har om nogen, bidraget til virksomhedens succes, også igennem udfordrende tider.
Igennem årene, hvor tingene har udviklet sig, har Egil fulgt med og kan i dag løfte opgaver som ingen andre kan, netop på grund af hans engagement og livslange erfaringer.
Kundernes efterspørgsel efter netop Egil, siger en hel del.
I dag ringer kunderne efter ham, fordi de ved at selv de mest spidsfindige opgaver kan løses, når Egil kommer til. Egils loyalitet og arbejdsetik tilgodeses af både kunder, kollegaer og arbejdsgiver.
Én af kunderne er Britta Jensen fra Vindkraftværket Tvindkraft i Ulfborg. Hun har igennem tiden haft et fantastisk samarbejde med Egil og hun fortæller følgende:
På møllen i Tvind, Tvindkraft, har vi gennem mange år haft Stampes Elektro som vores faste støtte i arbejdet med at passe møllen. Stampes Elektro har skaffet alt muligt til os, stort som småt, fra sikringer til kondensatorer.
Men vi har også fået uvurderlig rådgivning. Her har Egils erfaring og passion for arbejdet været afgørende for et godt resultat.
Egil har også både lavet nye spoler til en 500 kW frekvensomformer og han har viklet gamle spoler om til møllens generator. Han har syntes at det er bedre at reparere tingene end at smide væk og købe nyt. Og hans arbejde har været førsteklasses. Egil oplærer også gerne uerfarne og giver sin kunnen videre i øjenhøjde. Han gør aldrig væsen af sig selv.
Egil stiller altid op til at hjælpe og er imødekommende og i godt humør. Vi sætter stor pris på ham både som person og håndværker.
Han er blandt de mennesker af den gamle generation, der har en del af æren for at vores mølle kører i dag.